fredag den 18. juli 2014

For snart 75 koncerter siden...

Oplevede jeg det største i hele mit liv. Og jeg vidste, at disse fem mennesker, bogstaveligt, ville redde mit liv.

Min "Anmeldelse", af Støt Mennesker I Nød, 15.12.05, Store Vega - Saybia og... Selvfølgelig Nephew.

 
 
Store Vega summer af forventning. Hundredvis af kroppe, der endelig er blevet lukket ind i varmen, fra den råkolde decemberkulde, bløder op i varmen fra den store sal der er opfyldt med spotlight og lidt dæmpet baggrundsmusik, fra de store højtalere, hvor Nephews musik, for første gang, LIVE, skal indtage min øregang, om lidt over 2 timer.
 
Saybias instrumenter er snart stillet op, og parat til at komme i brug. Jeg og mine veninder, betragter dem lidt skeptiske; vi ville egentligt helst undvære Saybia-koncerten, og bare springe direkte til ’desserten’, som vi i lidt over en måned har ventet på.. Vi har siddet hver dag, og kigget på billetterne, og sommetider nevet os i armen, for at se om det nu passede.. Men jo, den var god nok; Vi skulle se Nephew live! Og lige nu, i dette øjeblik, var det mere end bekræftet. Nu var vi der! Foran scenen. Ventende på dem, hele vores liv og hverdag cirkulerede omkring.

Efter en halv times tid, går Saybia på. Vi kan alle lide Saybia, og hopper og danser og synger med på de numre vi kender, men sparer dog lidt på energien og stemmebåndende; vi ved at vi får brug for masser af slagsen, om en lille times tid.
Da Saybia går af scenen er der stegende hedt og publikum er om end mere tændte end de var før Saybia gik på. Ventetiden føles som varede den ”100 Years”, og det værker i ryg og ben, men vi ved hvad vores udholdenhed bærer hen imod.
 
Pludselig skrues der ned for ’ventemusikken’ i højtalerne, og lyset i salen dæmpes, så kun scenen med det røde remoatekeyboard, den blå bas, og de andre instrumenter vi kender så godt, er belyst. Nephews legendariske Bazooka-intro går i gang! Et skrig af lykke undslipper min hals, og jeg mærker hvordan mine hænder ryster helt ukontrolleret. Det er NU!
 
Da de fem medlemmer af Nephew går på scenen, føler og tænker jeg ingenting. Jeg tror min tilstand bedst kan beskrives med chok. De ER der virkelig, lige der foran mig! Ikke kun på mit anlæg eller i mit tv. De ER LIGE HER! Simon går frem til scenekanten, tager hånden for sit ene øre og åbner sin mund på vid gab. Et brøl undslipper publikum, og hundredvis af ivrige arme kastes i vejret som hilsen.
Den fantastiske intro ebber ud, og overtages hurtigt af den mere end velkendte, også højt elskede, lange, stærke tone på Simons remoatekeyboard. BAZOOKA er i gang, og skyder os alle ned på rad og række med dens slagkraft! Jeg væltes næsten bagover da Simon til sidst råber ”NIIIIINE!!!!! FIIIIIIVEE!!!!!” af sine lungers fulde kraft, alt imens publikum på bedste hip hop vis ”bouncer” med hænderne i vejret i takt til beatet. Alt på mig ryster af lykke. Jeg skriger og synger med, alt hvad jeg kan. Jeg veksler et blik med en af mine veninder og spejler min egen lykke i hendes ivrige øjne. Allerede fra den første tone fra introen, blev jeg lukket i mit livs dybeste trance; en lykkefølelse der ikke kan beskrives med et eneste ord.
Efter formidable Bazooka, byder Simon det kogende publikum velkommen, og fortæller, at han og Nephew er meget taknemmelige for, at vi vil støtte et godt formål. ”F.eks Folkekirkens Nødhjælp!” råber han, og tager hånden op for øret. Vi hujer alle, og får et lille stik af god samvittighed over os. ”Læger Uden Grænser!” råber Simon, og vi skriger, og glorierne skinner om kap i Store Vega. ”Billetlugen!” råber han, og det øredøvende brøl, vi alle har lagt op til, forstummer i latter over Simons evige ironi.
Simon går videre med velgørenheden af vores penge, og siger at pengene fra det vi drikker, også går til gode formål, så vi da endelig skal købe os en masse Milk and Wiiiiineee!. Milk and Wine går i gang, og salen hopper og danser. Under midterstykket med ”Lux eterna.. Milk and wine, I like both!”, står ALT stille. Publikum er som én stor stemme der skråler med, og alle tager samtidigt den dybe indånding det kræver, for at fortsætte med at råbe ”Miiiiiiilk, and Wiiiiiiiiiiiineeeeeeee!”. sveden drypper fra min pande, adrenalinen pumper, det syder i mit hoved af lykke. Jeg begriber hverken tid eller sted; ved kun at jeg er til, lige NU og lige HER, og at jeg aldrig nogensinde har følt, eller kommer til at føle det samme som jeg føler nu!
Blå og Black kommer som en eksplotion af energi, intensitet, farver, lys og fantastiske toner. Under ”Burn my tattoo, burn, burn, BURN!”, er det ikke overdrevet at sige, at hele Store Vega eksploderer af vildskab. Publikum er ikke til at styre; alle instinkter har forladt dem – de er som vilde dyr, der går amok, som gjaldt det liv eller død.
 
USA DSB kommer som endnu en enorm energiforløsning. Salen hopper og danser, jeg skriger på mine helte, synger endnu engang med på sangen, og hopper som en gal under omkvædet. Da Simon under midterstykket af nummeret har sunget ”Som en fucking fejl..” spørger han pludselig ud til publikum; ”WHAT??!!”, og efter et sekunds stilhed råber han af sine lungers fulde kraft igen; ”SOM EN FUCKING FEEEEEEEEEEEJ!!!!!” Det er i dette øjeblik jeg tror jeg skal afgå ved døden af lykke. Jeg har aldrig lyst til at dette skal slutte. Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget så fedt.
Salen er varmere og i mere vanvittig ekstase end nogensinde før, så det er på tide at der kommer en lille pause i energiniveauet. Simon sætter sit røde remoatekeyoard til side og sætter sig ved et stillestående keyboard i stedet. Han og resten af bandet er ligeså svedige som resten af salen, og han har et hvidt håndklæde svøbt om skuldrene. Han begynder på de første klavertoner af Dårlig Træning. Salen er stille og i trance over de blide toner. Jeg har aldrig oplevet et øjeblik så smukt i hele mit liv. Peter Sommer kommer pludselig gående ind på scenen med sin velkendte guitar. Publikum byder ham velkommen med et stort råb af glæde.
Hele salen synger med på de fantastiske linjer ”Dårligtræning.. Jeg er i.. Dårlig træning..”, nu også sunget af Peter Sommer. Sangen kører over i Peter Sommers 8660, og folk synger glade og overraskede med.
Til sidst kulminerer nummeret i et fantastisk, larmende, stærkt musikalsk stykke – hele salen eksploderer igen. Der bliver headbanget og skreget.
 
Nu har vi fået en lille pause, og det er igen tid til at give den gas – selvom man skulle tro, at publikum snart ikke har mere at give af.. Og Nephew for den sags skyld, for der har ikke været sparet på energien ét eneste sekund hele aftenen, fra nogen parter. Men det næste nummer får på ny Store Vega til at gå amok. Specielt høres der lykkelige skrig fra de ’inkarnerede’ Nephewfans, som kender det næste nummer. Ikke alle kender nemlig dette, og en del står spændte og lytter, mens, dog de fleste, blandt andet mig selv, skråler vildt med på We Don’t Need You Here fra Nephews gamle album Swimming Time. Simon tager en mundfuld vand i munden og sprøjter det ud over de forreste publikummer på ægte rockstar manér. Folk går om end, endnu mere bananas, og jeg skriger og griner med mine veninder.
Movieklip tager over. ”Så klapper I i takt”, synger Simon – og det tør siges at vi gør. Der lyder høje klap overalt omkring mig, hænder der taktfast klapper, over hovederne på folk. ”I love to sing… REACH OUT AND TOUCH FAITH!”, lyder det pludselig fra scenen, og Movieklip kører over i Depeche Mode’s megahit Personal Jesus. Folk skriger med på den velkendte tekst, peger taktfaste op mod scenen og de fantastiske nevøer, der ligenu leger Dave Gahan og co. Movieklip går tilbage i dens normale ramme og afsluttes af hele salen der skriger ”OOI! OOI! OOI!”, alt hvad de kan, mens de med lukkede næver slår i retning mod scenen.
Worst/Best Case Scenario’s første, blide keyboardtoner går i gang. Simon og Kristian tager deres hænder i vejret og klapper to gange, i takt med det stærke trommebeat. Resten af salen følger deres eksempel, og nevøerne kan lidt efter nyde synet af et hav af hænder der klapper, i takt til dem.
Skal jeg hugge den..? HVAD?” spørger Simon, og lader salen svarer ham med et øredøvende ”ELLER SLUKKE DEN!”.
Nirvanas Come As You Are stykke, slutter nummeret af, og Ordenspoliti går i gang. Alle hopper, skriger og synger med, som så mange gange før denne aften.
 
Efter Ordenspoliti går tonerne til en ukendt sang i gang. Den synes at være ukendt for alle. Selv i mine ører er nummeret fremmet. Jeg kigger spørgende på mine veninder, men de trækker også på skuldrene. Jeg ved ingenting – jeg ved kun, at dette nummer er det mest storslåede jeg nogensinde har hørt!
Nummeret er et aldrig udgivet nummer, kaldet Det Swedenborgske Rum, forklarer Simon lidt efter, Nephew lavede for en del år siden, og som de aldrig vil udgive, da de synes det fungerer bedst live. Men hvad de end siger, ved jeg, at dette fantastiske nummer, fra det øjeblik dets første toner klingede ud i Store Vega, for ALTID, vil jage mig som et spøgelse. Jeg ved allerede nu, hvor jeg hører det for første gang, at jeg i resten af min tid som Nephewfan, vil have en evig og ubeskrivelig stærk længsel efter dette nummer. Jeg ved at det er noget der skal nydes, og jeg lukker mine øjne og suger nummeret til mig. Lukker det ind i mit hjerte – hvor det befinder sig endnu.
 
Efter dette formidable nummer siger Simon; ”Nu vil vi spille Superliga, som rent faktisk er vores sidste nummer i aften!”. Hjertet synker i livet på mig, og mit og resten af salens klageråb, hagler ned over nevøerne. ”Det var det jo ikke meningen at I skulle sige!” siger Simon beklagende, men der er ingen nåde fra publikum. Alligevel slår Kristian de velkendte guitarstart-toner an til Superliga, og Store Vega syder igen. Alle synger med, og hopper og skriger under omkvædet. ”SIMON KVAMM ER DIIIIIIIG!” skriger jeg, og resten af salen i slutningen af 2. vers, imens vi alle peger op mod Simon. Da sangen normalt ville have sluttet, tager Simon en koklokke som han slår på, i takt til Sørens trommer, mens han med hæs stemme, nærmest hvisker ”Du’ supeeer!”, i mikrofonen. Efter et par hæse hvisk, stiger Simons stemme til et energifuldt råb; ”DU’ SUPEEEEEEEER!”.. Han slår kraftfuldt på koklokken imens, og publikum klapper i takt til hans slag. Dette fantastiske koklokke-stykke afsluttes af et langt ”DU’ SUPERLIIIIIIGAAAAAAAAA… Med et worldcup smile!” fra Simon. Store Vega eksploderer voldsommere end nogensinde! Jeg skriger så højt at det skærer i halsen, og jeg mærker hvordan min stemme knækker, men jeg ved at ingen kan høre det, da alle andre skriger ligeså højt som mig selv. Jeg ser med længsel efter nevøerne der går af scenen, og begynder, ligesom resten af salen at råbe på ekstranummer, allerede før sidste medlem af bandet har forladt scenen.
Nephew lader os vente i et lille minuts tid, som dog føles som flere timer for mig. Jeg er meget utålmodig efter at se dem igen. Dette her må aldrig nogensinde slutte!
 
Endelig kommer de ind igen, under råb, skrig, klap og stampen i gulvet fra publikum. Nevøerne er tydeligvis overvældede og smiler stolte ud til publikum. Mit hjerte hopper et slag over. Jeg elsker dem mere end nogensinde!
Byens Hotel går i gang. Under nummerets sidste toner, vugger hele Store Vega fra side til side, i takt med musikken og Kasper og Simon, der står ved siden af hinanden, og ligeså vugger fra side til side med deres instrumenter.
Aftenens sidste nummer går i gang. En Wannabee Darth Vader bruser ud af højtalerne, med alt dens ubeskrivelige energi. Mine veninder og jeg, og en del andre rundt omkring i salen, slår deres farverige lyssværd ud, og stikker dem højt i vejret, hvor de vejrer i takt til musikken. I midten af sangen, finder folk deres smeltede chokolade-Twix-barer frem og venter spændt, parat til at kaste dem i hovedet på nevøerne.
Fuck af.. Get in.. And shout; HVORFRA KOM TWIX?!” Spørger Simon, og tager sine hænder op foran øjnene i dækning for regnen af Twix, der vælter ned over ham, mens folk svarer; ”FRA RAIDER!!!!!”. Da han har sundet sig lidt, griner han en smule og fortsætter med ”Breathe in.. Breathe out.. Hvorfra kom I?”, Store Vega svarer med et øredøvende og rungende ”DARTH VADER!!!!”
 
Vi ved alle, at NU er det vores sidste chance for at give alt hvad vi har. Vi hopper, skriger, synger, danser og går amok, mere end nogensinde før. Jeg føler mig som et euforisk vilddyr, som jeg står der og giver alt den energi min krop endnu rummer.
Og så sker det. Musikken stopper. Folk klapper, hujer og skriger.
Tusind tak for i aften!” siger Simon. Han og resten af nevøerne smiler glade ud imod deres publikum. De vinker……. Og går ud!

Vi træder alle rundt i knuste plasticglas, søer af øl, vandflasker og sammenkrøllede billetter. – billetter, der før havde betydet alt i dette liv, men som nu bare er et stykke papir, indeholdende mit livs mest fantastiske minde. Min indscannede billet befinder sig trygt i min bukselomme. Den skal for evigt gemmes.
Mine ben føles som mærkelige fjedrer. Det føles ikke rigtigt som om det er mine ben der går under mig. De er helt ødelagte af at hoppe, og min stemme er næsten væk da jeg skriger ”HVOR VAR DET VILDT!” til mine veninder, som ligeså hæst skriger tilbage til mig, og erklærer sig enige.

Vi gik alle fra Vega, med en af de mest fantastiske oplevelser i vores liv. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre første Nephewkoncert overhovedet!

Stjerner fra 1-6: * * * * * * * !!! - … 7!!! xD
 
 
 
Haha, jeg kan fandme næsten begynde at tude over at genlæse det. xD Og hvor er det mærkeligt - Dengang var der ikke flere Nephewsange at spille til koncerterne. Nu sidder vi - 9 år efter, 3 albums senere, og for mit vedkommende 74 koncerter senere - og savner alle de sange, som f.eks. Milk And Wine, Dårlig Træning og We Don't Need You Here, som vi ved, at vi sikkert aldrig får at høre live mere, fordi der er så sindssygt mange andre numre at vælge imellem..
 
Til gengæld sidder vi nu også med en udgivelse af Det Swedenborgske Rum.
 
Det er bare så sindssygt. Dengang, var det største i mit liv, at se dem gå ind på senen. Senere blev det største i mit liv, det første håndtryk ("Jeg vasker AAAALDRIG min hånd igen!!" *Tude, skrige, tude*), den første samtale, det første spor af genkendelse, de første kram, de første anerkendende smil, fakter og ord, fra scenen. Nu er jeg nået dertil, hvor det største bare ER opnået. Og jeg føler jeg har en dejlig ro omkring det.
Nu nyder jeg bare, at jeg er dér, hvor det største er, og altid har været. Omgivet af deres musik i mit hjerte, og de mennesker, jeg har lært at kende på grund af dem, omkring mig.
 
Tak!