..... at flejne ud når alt går galt!"
- og det gør det nu. Af en eller anden mærkelig grund. LIGE NU, kokser alting lige i mit hoved. Og alt det jeg har haft lyst til at RÅBE ind i hovedet på folk, de sidste mange måneder, skal råbes ud NU. Ellers bliver jeg vanvittig. Både til jer to. Og til dig.
Altsammen kokser.. På grund af at min mobil er gået ud. Tænk engang. Dét startede hele lavignen.
Jeg kan bare ikke tage at være alene. Altså som i HELT alene! Jeg kan simpelthen ikke tolerere, at jeg ikke kan ringe folk op, hvis jeg har brug for det, at jeg ikke kan sende en sms.. At jeg ikke ved om der sker noget - en ulykke eller lignende. Om alting hjemme ved min mor og Jens er som det skal være.. Altså jeg bliver fuldstændig vanvittig!
Jeg fik Cecilie til at skrive til Jens. Det var virkelig pænt af hende :') Tak!!!
Men det sjove er så fandme bare... At han STADIG ikke kommer på Facebook! Altså når en pige, der aldrig har mødt ham, skriver til ham, for at spørge om ikke han gider gå på facebook, så jeg kan få kontakt til ham, burde han MÅSKE tænke at det nok var lidt alvor.
Han ringede op til Cecilie og sagde, at min mor ville komme ud med en lader, men han vidste ikke hvornår..
Altså.. Nu ved jeg da i det mindste at det er MIG der skal vente. Og at jeg ikke er nødt til at køre hjem.
Men så er det bare at jeg er så fucking paranoia over alting.. At så tænker jeg "Min mor har været i Roskilde i nat, hun har ikke sovet hele natten, hun er pisse træt, hvad nu hvis hun kører galt på vejen herud? Så er det min skyld, at hun skulle ud at køre, og bla bla bla.."
Altså sådan tænker jeg. Konstant og HELE tiden. I alle fucking situationer.
Og det ved Jens godt. Så jeg kan bare SLET SLET SLET FUCKING SLET IKKE fatte, at det kan være så fucking svært at komme på facebook, når jeg ved at han alligevel render rundt nede i kælderen.
Og hvorfor er det at han ikke kan hjælpe og komme ud med en lader, når min mor ikke har sovet hele natten? Har han drukket alkohol, så han ikke kan køre?
Så spekulerer jeg over dét også. Herligt!
Holdkæft hvor ville jeg ønske at jeg dog bare kunne leve mit eget liv, istedet for, at spekulere på deres ve og vel, fucking HELE TIDEN!
Og jeg er FULDSTÆNDIG ligeglad med hvor meget privatliv jeg bryder ved at skrive om dem her i min blog. Jeg kunne da kraftedeme ikke være mere ligeglad. Hvis de tog sig sammen, ville der ikke være noget dårligt at skrive. Hvis hun lod være med at være så bitter over fortiden, og hvis han lod være med at gå og være pisse fuld, så kunne de have det godt sammen. Men det vil de åbenbart bare ikke.
Jeg er så TRÆT af at føle mig ansvarlig. Jeg er så træt af, at jeg har dårlig samvittighed over at være i min lejlighed, fordi at jeg så tænker "Åh nej, nu går det helt galt hjemme ved dem, og jeg er bare flygtet fra det!" Jeg er så TRÆT af det!
En anden ting jeg har holdt inde siden 1. april - og ja. Jeg kan sige den eksakte dato - er de følelser jeg har brændt inde med, og aldrig har fået chancen for at komme ud med. Heller ikke nu, hvor jeg ikke er i det mere. For "vi' stadig de bedste venner og alt så noed'..."
"Men sandheden skal frem, ja det si'r man jooo'hoo, og sandheden er...." - Nej. Jeg synes ikke min ekskæreste er en "SO!", som Johan Olsen synger i "Lorteparforhold". Men derfor bliver jeg nødt til at komme frem med sandheden alligevel. Jeg kommer aldrig videre, hvis den vrede og følelse af svigt jeg har haft indeni mig, ikke kommer ud. Her kommer det;
Jeg er træt af, at min ekskæreste var så god til at læse folk, at han læste min situation med det samme. Jeg er træt af, at han istedet for at hjælpe og prøve at forstå, ignorerede mig, og fik mig til at føle mig fucking ubetydelig. Ikke engang en fucking sms, kunne du skrive til mig. Du kunne flytte af helvede til, og lade mig rådne op, i den situation du vidste jeg stod i. Så kunne du fortælle mig, at jeg endelig skulle skrive hvis der var noget jeg var ked af, og så kunne du ellers kalde mig et barn og en idiot, når jeg endelig tog mod nok til det. Holdkæft hvor var du en idiot overfor mig. Undskyld, men det var du altså godt nok, til sidst.
Sjovt nok, kan du sagtens skrive "søde du", og spørge mig hvordan det går NU. Der er så mange ting jeg aldrig kom ud med at jeg var ked af, og jeg har prøvet at holde det tilbage i f.eks. en blog som denne, men nu gider jeg ikke mere.
Igen; JEG ER SÅ FUCKING LIGEGLAD MED HVILKE PRIVATLIV JEG BRYDER IND I LIGENU! Jeg nævner ikke dit navn. Du kan jo også bare vende alting om igen, til at det er min skyld, og så selv lave en blog og svine mig til i. Your choice. De fleste tror jo også at jeg slog op med dig over Facebook, fordi du lige skulle komme med en dejlig kommentar "Slår du op med mig på Facebook!?!? WTF" eller hvad helvede det nu var, i alt offentlighed på min væg.
Jeg er træt af at folk tror det. Jeg havde INGEN intentioner om at slå op med nogen som helst hverken over mobiltelefon eller internet. For det er sguda det mest lausige. Vi HAVDE aftalt, at vi skulle mødes og snakke. Men så skulle du så ud med aviser i stedet for, hvilket jeg fik at vide en time før vores aftale. Det sagde jeg ok for, og vi blev enige om, at så måtte vi jo bare finde en anden dag. Dagen efter skriver du FANDME og sviner mig til, fordi jeg "ikke har tid til at tage telefonen".. Jeg var sammen med en veninde, og var gået på kompromis med hende, for at kunne mødes med dig dagen før, hvilket jo så blev aflyst pga. aviser.
Jeg vidste, at for mit vedkommende, gik det møde ud på at gøre det hele forbi, fordi jeg ikke kunne klare at være ulykkelig mere. Jeg elskede dig. Og det mener jeg. Men du var så ufatteligt ligeglad med mig til sidst, kunne vende alting om.
Sidste dag vi sås i skolen, ud over den dag der var eksamen. Det var en onsdag. Vi sad oppe ved printerne. Du sagde "Du har jo garanteret ikke engang tænkt på mig..", selvom det var mig der havde haft skrevet til dig, og du ikke havde svaret tilbage. Når jeg sagde "Du kan tro, jeg har tænkt på dig.", svarede du - og det gjorde du; "Hah! Ja, sikkert mens du onanerede!". - Jeg ved ikke hvor sjovt du selv synes det var. Men hvis du lagde mærke til det, lå jeg ikke og rullede rundt på gulvet af grin. Når jeg så sagde "Du har jo aldrig svaret på mine beskeder, hvor jeg faktisk skrev jeg tænkte på dig og savnede dig", sagde du paf "Du har da ikke skrevet til mig!" Da jeg svarede jo, og tilbød at finde beskederne frem, sagde du "Nå, så har jeg nok været fuld..". - Derfra, kan jeg ikke se, hvordan det skulle være MIN skyld, at du ikke følte jeg havde tænkt på dig.
Hvad du ikke vidste var, at jeg tænkte på dig hele tiden. Konstant og hele tiden. Jeg græd mig selv i søvn, mens jeg holdt om min dyne, fordi du havde rørt ved den. Kiggede hele tiden forgæves på mobilen. - Og nej. Det med dynen er fucking ikke engang overdrevet..
Og jeps. Jeg havde så utroligt ondt af mig selv. Men jeg synes også at jeg havde grund til det.
Ja. Du har fuldstændig ret i, at jeg jo bare kunne have ringet til dig. Det var min egen fejl. Fuldstændig blankt indrømmet. Jeg følte mig bare ikke "velkommen" til at ringe, efter du var holdt op med at kysse mig. Efter du ikke gad svare mig mere.
Samme dag som kommentaren med onani, sagde du også "Jeg hader at have en kæreste der er så klistrene, men som ikke vil gøre noget ved det.." (Jah. Du kan sikkert ikke huske noget som helst af hvad du har sagt. Men kvinder har en hukommelse som elefanter. Vi husker ALT. F.eks. husker jeg også tydeligt, engang, hvor du over Skype sagde "Jeg elsker dig", til mig. Jeg husker også tydeligt, at du et meget intimt øjeblik imellem os (lad os kalde det dét) kiggede mig i øjnene og sagde "Jeg elsker dig så fucking højt!".
Ja. Det husker jeg. For de øjeblikke holdt mig oppe. Lige indtil du altså sagde "Jeg har altid kun svaret 'i lige måde' når DU har sagt at du elskede MIG! Jeg har aldrig startet med at sige det til dig! Jeg har KUN sagt det TILBAGE, for ellers var du jo blevet ked af det, når DU sagde det. Men jeg har aldrig ment det!".
- Det husker jeg også.
Kan du se, at der er noget her der ikke stemmer overens? Det kan jeg.)
Nå. Det var en lang parantes. Tilbage til sætningen "Jeg hader at have en kæreste der er så klistrene, men som ikke vil gøre noget ved det.."
Jeg forstod det aldrig. Jeg fattede aldrig hvad du mente. Jeg går ud fra at "klistrene" betyder "Higer efter nærhed og kontakt".. Ja? Men er det ikke meget normalt i et forhold? Og hvad skulle jeg gøre ved det? Jeg havde ikke penge til at besøge dig hele tiden. Og jeg var også bange for det. Til sidst var jeg bange for at bryde sammen.
Det gjorde jeg også sommetider. Du så det bare ikke. Det værste var, at jeg tit græd under... Ja. Måske fordi det var de eneste øjeblikke jeg følte, at jeg kunne bruges til noget.
Det er hårde ord. Og ja, holdkæft jeg er en tarvelig møgluder at jeg taler om det her i en blog. Men jeg kan bare ikke klare mere, at jeg aldrig er kommet ud til omverdenen med mine følelser. Ud til dig med dem. Jeg holdt dem inde, alt alt for længe.
Tænk engang.. Jeg var nået til det punkt, hvor jeg kunne identificere mig med Nik og Jays sange. Det var dér, jeg tænkte "aaarrh.. Det må være mit vink med en vognstang, til at det her skal stoppe". ("Elsker hende mere", med Nik og Jay. Skift "hende" ud med "ham". There you got it.)
Jeg var der for dig. Så godt jeg kunne. Jeg var bekymret for dig, du virkede så nede. Jeg ville så gerne hjælpe dig.
Selvom du direkte havde sagt Nanna.. Jeg sagde jo kun at jeg elskede dig, for at gøre dig glad.., for over en måned siden, så var jeg hos dig endnu. Fordi at JEG sjovt nok havde MENT hvad jeg sagde, når jeg havde fortalt dig, at jeg elskede DIG..
Den dag alting ramlede for dig. Du ved godt hvilken dag det er. Den dag hvor du måtte styrte ud af døren, med en følelse af 20 dolke i ryggen.. Du skal bare vide; Jeg forsvarede dig i hoved og røv, de efterfølgende måneder. Du skal vide, at den dag, du kom tilbage igen, efter nedturen - det var da vi var på virksomhedsbesøg - var jeg SÅ stolt af dig. Jeg var simpelthen så forbandet stolt af, at du rejste dig, og kom tilbage. Efterfølgende kæmpede jeg en så brag kamp for dig, fordi jeg ikke ville miste dig.
Jeg skrev til vores lærer som et sidste råb om hjælp. Jeg skrev mailen den 8. juni. I mailen kom jeg ud med alle mine frustrationer. Alt det jeg var så forfærdeligt ked af. - Ikke alt selvfølgelig. Men alt der havde med dig, og det med klassen at gøre. Jeg ved ikke hvorfor jeg skrev den mail.. Men personen jeg skrev den til, var bare den eneste jeg havde lyst til at åbne mig for. Jeg havde lyst til at lukke det ud til en person der havde forstand på mennesker, og som havde forstand på menneskers måder at reagere på (Ja, hvilken lærer kan det mon være?), og jeg spurgte, om der dog ikke var noget som helst, han mente vi kunne gøre, for at få dig til at blive. Jeg skrev direkte ".... Men jah. Jeg forstår udmærket (....') beslutning. Det er nok også bare min egen egoisme, der får mig til at skrive denne mail, fordi jeg selvfølgelig vil savne ham, og ved, at når han flytter skole, så ser vi ikke hinanden mere."
Jeg vidste godt det var min egen egoisme. Jeg ved godt jeg måske ikke skulle have blandet mig. Faktisk håbede jeg på, at denne lærer måske ville nævne for dig, at jeg havde skrevet. "Så MÅ han da endelig forstå, hvor ulykkelig jeg er, og hvor meget jeg vil savne ham", tænkte jeg. Men nej. Du skældte mig ud, over at jeg havde gjort det. Du skænkede det ikke en tanke HVORFOR jeg havde gjort det.
Det var mit stikord, til næste replik; "Farvel og tak", hed replikken.
Men det er bare så utrolig svært at sige farvel til én man elsker, én man har kæmpet så meget for. Den dag jeg havde planlagt at slå op, kyssede du mig fandme ligepludselig. Og så kunne jeg ikke.
Men vi nåede alligevel aldrig at se hinanden igen, efter det kys. For så var det at det gik galt. Alting.
Og... Prøv at hør her engang. Jeg vil stadig gerne være "De bedste venner og alt så noed'". Det vil du sikkert ikke, hvis du læser min blog.
Jeg bliver bare NØDT til at komme ud med det. Jeg bliver NØDT TIL at komme ud med, hvor ked af det jeg faktisk er, hver gang du skriver til mig NU, og du pludselig interesserer dig for mit ve og vel, nu hvor det er for sent.
Hvorfor gjorde du det ikke dengang? F.eks. den dag, hvor jeg tog din hånd i bilen, og klemte den. Kiggede på dig, savnede den du var i starten. Du klemte ikke engang tilbage, kiggede ikke engang på mig. Du rejse dig bare og skred ud af bilen. Du sagde ikke engang farvel.
På det tidspunkt var du holdt op med at kysse mig. Jeg tænkte "Hvad i helvede er det jeg har gjort. Hvad fanden har jeg dog gjort galt?"
Da du ikke engang gad at se på mig, ikke engang gad at klemme min hånd tilbage...
Jeg var SÅ ked af det. Jeg følte mig SÅ ligegyldig.
"godnat skat. Jeg savner dig.". Det skrev jeg hver aften til dig. Og det var sandt nok. Jeg savnede dig. Jeg elskede dig.
Du svarede aldrig. For som du sagde "Det er jo ikke altid jeg lige har tid til at kigge på min mobil!". (det er bare sjovt nok, at du så altid sad med din telefon i hånden, når du endelig var sammen med mig, og havde tid til at svare alt og alle. Bare ikke mig.)
Det havde du bare i starten. Der skrev du til mig hele tiden. Jeg følte mig så betydningsfuld. For første gang i hele mit liv, følte jeg mig betydningsfuld, og det lod jeg dig også vide.
Som sagt er min mobil desværre gået ud. Ellers ville jeg have fundet en af de beskeder frem du skrev til mig den første måned vi kom sammen. Men jeg behøver ikke kigge på den, for at citere den. Jeg kan huske den i hovedet.
- "Jeg savner dig så meget, at jeg knapt kan trække vejret".
Kan du også huske hvad du kaldte mig, den første tid? Det kan jeg. :) Måske dette billede kan hjælpe?
Jeg har aldrig fortalt til nogen hvad du kaldte mig. For det var personligt for mig. Ikke engang mine nærmeste veninder ved det. Og jeg er ked af det, til alle de nysgerrige; men jeg siger det ikke.
Det var trods alt en ting mellem dig og mig, følte jeg. Dét fik mig til at føle mig speciel.
Lige fra den dag du fandt ud af du ville flytte, kaldte du mig det ikke mere.
Jeg er nået over det stadie, hvor jeg ville ønske det hele bare var et mareridt, og at det i virkeligheden var gået bedre mellem os.
Og jeg ved ikke hvorfor jeg lige skal ud med alle de her udbrud lige nu. Det må du undskylde. Du bliver sikkert rasende. Ligesom du har gjort alle de andre gange jeg har sagt hvad jeg føler.
Jeg synes bare du skal vide, at det her det har været alt andet end let.
Jeg føler ikke jeg kan holde ud at have kontakt til dig, før du ved hvad jeg har følt. Hvor ondt det har gjort. For undskyld, men da du pludselig ringede op den dag fra Roskilde og sagde "Det hele er min skyld, det er mig der har fucket op Nanna, vær ikke i tvivl om det..", virkede det bare som den letteste udvej for dig. Det var som om, det var noget du sagde, fordi du vidste der var gået så meget galt, men egentligt ikke vidste hvad der var gået galt. Og det har jeg bare ikke kunne magte at jeg aldrig fik fortalt dig. Jeg har ikke kunne magte, at du aldrig har fået at vide hvad der foregik inden i mig.
Det her, var hvad der gik galt. Jeg ville ønske det aldrig var gået så galt selvfølgelig. Men det gjorde det. Og nu må JEG se at komme videre. Det håber jeg jeg kan nu.
Undskyld.
8 Nephewkoncerter blev det til. Tak for dem, kære KB Hallen.
