Tro det eller ej..

Men rent faktisk vænner man sig til at være mig! Det lyder som en absurd og ubehagelig tanke..

Men efter 21 år, vænner mig sig faktisk til, ikke at kunne finde vej fra salen i Slagelse Musikhus og ud på deres toilet. Man vænner sig faktisk til at få en oplysning som "Ej Nanna!!! Du er altså lige kørt ind i bussen!". Man vænner sig til oplysninger som "Gud, er det et ar du har på fortanden? Ej.. Jeg troede faktisk at det var et lille stykke brød, der altid satte sig på ligenøjagtigt dén tand, dét sted!". Man vænner sig til at være single og ikke kunne score. Man vænner sig til appelsinhud på lårene. Man vænner sig til små, irriterende spytkrøller i panden når ens hår bliver fugtigt. Man vænner sig til at have grimme, afpillede fingre. Man vænner sig til aldrig at have brune ben. Man vænner sig til at have bumser på hagen. Man vænner sig til at have en visdomstand der kommer LIDT frem hver 3. måned, for derefter at forsvinde igen. Man vænner sig til de små lyse hår der er på storetæerne. Man vænner sig til at falde over ledningen til sin computer så man river den på gulvet i klassen. Man vænner sig til, at lårene blævrer når man har shorts på. Man vænner sig til, at man altid ligner en enormt SUR mongol på billeder, når man bliver bedt om at sende et sexet blik. Man vænner sig til at røven er lidt for stor, og patterne sidder underligt. Man vænner sig til tør hud i navlen. Man vænner sig til ikke at kunne gå i stiletter. Man vænner sig til at have topmave i stramme kjoler. Man vænner sig til ikke at kunne lave mad. Man vænner sig til pinlig tavshed fordi man er så enormt genert. Man vænner sig til at have pollenallergi. Man vænner sig til ikke at kunne regne. Man vænner sig til ikke at kunne finde ud af PHP, selvom man har siddet og øvet det uafbrudt i 4 uger. Man vænner sig til kontaktlinser der sidder på vrangen. Man vænner sig til mascara på næsen.

Når man så er vandt til alle disse ting, tænker man også bare "Nårh ja.. Det ER jo mig!", når man er i Lalandia med Diana fra klassen (ellers rigtig hyggeligt! :D), og står og klæder om, og hænger sin bedste jakke på en knage, lægger sit tøj ned i sin taske og låser det inde, for derefter at gå ud og bade. Det overraskede mig overhovedet ikke da jeg skulle hjem, at min jakke var pist væk. "Nååårh. Jamen det er jo bare mig, der hænger min jakke på en knage og går fra den.. Intet andet!", lærer man så at tænke. Jeg har vænnet mig så meget til at jeg bare GØR sådan nogle ting, at jeg ikke engang flipper ud. Jeg tænker bare "Nåeeeh ja. Der røg min jakke." Jeg var mest ked af at det var regnvejr, og jeg skulle fryse mens jeg ventede på bussen. Men Diana havde heldigvis en dejlig varm og pæn jakke jeg kunne låne.. :)

Så nu skal jeg have ny jakke. Denne gang én der går ned over røven. :D Det vænner man sig trods alt også til at tænke når man køber tøj..